Taarupgaard i forpagternes hænder

Hele det næste århundrede drives Tårupgård for Stiftelsens regning og til Stiftelsens gavn. Disse hundrede år er mærkelige. I begyndelsen af 1700 tallet prøver man at frigøre bonden lidt fra herremandens åg, men i årenes løb strammes tøjlen mere og mere, så stavnsbåndet efterhånden ligger som en svøbe over hele den ufrie bondestand, der udgør den største del af befolkningen. Endelig i 1788 at sprænges alle bånd og stavnsbåndet ophæves helt.

Indtil omkring 1783 er der en forpagter og en foged, der har ansvaret for gårdens drift under tilsyn, og regnskabspligtig må man formode, overfor Den Taarupgaardske Stiftelses direktør, der skulle være en af Juulerne eller Friiserne (100); men da Friiserne snart uddør, bliver det Juulerne, som det er den dag i dag. Selve Stiftelsens historie vil jeg lade ligge her, men kort se lidt på selve gårdens drift i alle årene. Der er aldrig opstillet en fortegnelse over gårdens forpagtere i disse år, selv om der ofte er talt om, hvor rige de rejste fra gården. Her er en foreløbig liste, som senere måske kan kompletteres:
Hans Espersen til 1712.

Christian Andersen Baadsgaard fungerede i 1720.

Thomas Mikkelsen til 1745.

Peder Malling til 1750.

Conrad Christensen Lundsgaard (101) til 1758.

Herefter er det svært at se, hvem der er forpagter, men navne som Fanø, Bagge og Colding optræder i regnskaberne. Det kunne se ud til, at forpagterne nu bliver så dygtige, at de ikke længere behøver at bo på Tårupgård, men lader fogeden ordne det hele. Dog bor D. A. Colding på gården i 1801, men ikke i 1787. Af fogeder kendes Hr. Hjortsvang og A. Peitersen. Det er A. Peitersen vi kan takke for, at vi overhovedet ved noget, for hans regnskaber og andre skriverier er bevarede.
Peitersen afløser Hjortsvang 1. maj 1767 og forbliver derefter som foged indtil 1783. Det er i disse år – og kun i disse år – at der er bevarede regnskaber over godsets drift. Der er en mulighed for, at mere ligger på Ravnholdt, hvis ejere har været Stiftelsens direktør i flere generationer.

Forholdene på gården under de skiftende forpagtere har nok ikke altid været lige gode. I det mindste et par af forpagterne kunne rejse fra Tårupgård og købe mindre herregårde. Det gælder både Peder Malling og Conrad Lundsgaard. Thomas Mikkelsen døde som forpagter. Som førhen omtalt blev gården bygget om, da den nok har været megen forfalden, men vi ser også, at det hele har trængt voldsom til eftersyn, da Peitersen kommer til som foged i 1767, især ladegården.

Fogeden, altså den så forkætrede ridefoged i dansk historie og litteratur, kunne dog nok mere end pine bønderne. I Peitersens tid hørte vi flere gange, hvordan han går i forbøn for bønderne og beder om, at de må blive fritaget for restancer, som de er kommet i til godset, det vil være deres ruin skriver han, hvis man inddriver det. Sådan taler en hård foged ikke. Vi hører også, at han køber heste og køer til nogle af dem, der har haft uheld. Den store kvægsyge, som ellers huserede midt i 1700 årene, hører vi ikke noget til, men det er også før de bevarede papirer, giver ordentlig besked.

Fogeden har Ørregård fri for alle afgifter, desuden får han 50 rgd. I 1712 betaler forpagteren 400 rigsdaler i forpagtningsafgift. Det er dog ikke muligt ud fra det bevarede at se, hvad forpagterne kunne tvinge ud af gården til dem selv, men helt lidt har det ikke været. Mest kendt af disse forpagtere er nok Peder Malling eller hans søn Ove Malling, der netop er født på Tårupgård i 1747. Ove Malling er næsten lige så kendt en skikkelse fra danmarkshistorien som gårdens store søn 200 år før, Niels Kaas. Også Malling var i en topstilling som statsminister. Peder Malling købte i 1750 Astrup i Salling. Den næste forpagter, Conrad Lundsgaard, købte i 1758 herregården Legrav i Aulum sogn. I 1756 skete der en tragisk ulykke på gården, idet en af Lundsgaards sønner Peter, ved leg kom til at slå hyrdedrengen Jens Michelsen sådan, at drengen døde o. 10 dage efter (102).

Der kunne fortælles meget ud fra det bevarede materiale, men en hændelse af en nogen anden karakter må være nok som en prøve på, hvad de gamle papirer kan berette. Den 11. september 1778 skriver Peitersen en indberetning til herredsfogeden i Mønsted, Peter Cold, og anmelder, at Søren Glud, der bor på Tårupgård, driver hjemmebrænding af brændevin. Det er ikke alene forbudt, skriver Peitersen, men det er også et dårligt eksempel overfor godsets bønder. Ikke alene Søren Glud skal indkaldes til retten, men som vidner kræver han også Christen Ladefoged, Clemmen Pedersen og Anders Kudsk, men siger ikke, at de sidste tre har været med til at brænde (103). Hvem Søren Glud er siges ikke, det hedder, at han bor på Tårupgård og betitles velædle.

Da Peitersen i 1783 ophører med at være foged, ophører også arkivalierne med at være rigelige. Vi ved ikke meget om godset de sidste år af århundredet. Godset består fortsat af omkring 35 tdr. hartkorn hovedgårdsjord, omkring 250 tdr. hartkorn bøndergods, samt omkring 43 tdr. hartkorn udlagt til kapellets og hospitalets drift henholdsvis ved Tårup kirke og i Kvols. I 1789 møder vi de første tegn på opløsning, idet Stiftelsens direktør ansøger kongen om tilladelse til at bortsælge strøgodset i alt 66 + 19 tdr. hartkorn, og får tilladelsen (104). Det er sikkert alt godset uden for Tårup, Kvols og Ørum, som på denne måde ønskes bortsolgt. Omkring år 1800 får Stiftelsen også lov til at nedtage blytaget på Kvols kirke og oplægge tegl og for overskuddet bygge en skole i Kvols (105). Tiderne skifter.

Endelig i 1806 beslutter man sig til at afhænde Tårupgård og lade kapitalen gå ind i Stiftelsens midler. Ved auktion fik Erik Christian Müller til Mollerup godset for 80.000 rgd.