Niels Kaas (1534-94)

I den gamle herskabsstol i Tårup kirke, der menes at være opsat af Niels Kaas i 1579, er der i kvindesiden op mod alteret skåret to små huller. Lignende huller har jeg set i andre kirkers herskabsstole. Jeg har altid forestillet mig, at det var beregnet for små barneøjne og hoveder, der ikke kunne kigge ovenover. Det underlige er blot, at i største delen af 1500 årene og vel i 1600 årene har der ikke været småbørn af adelig herkomst på Tårupgård.

Niels Kaas er født i 1534 på Stårupgård, altså i grevefejdens tid, hans fader døde 7 måneder før han blev født. Også moderen Anne Bjørnsdatter dør inden drengen er 5 år gammel, og nu kommer drengen til farbror Mogens på Tårupgård, men også Mogens dør, inden drengen er 10 år. Hvem der tager sig af drengen er lidt usikkert, men det formodes, at han delvis kan have opholdt sig hos rektor Oluf Skytte i Viborg, da han allerede før Mogens dør, er sat i skole der. Det var i latinskolen i Viborg, han fik den grundlæggende lærdom i latin. Han blev en særdeles dygtig latiner, som formåede at holde store taler på dette sprog.

Selv om Niels Kaas er den berømteste mand, som Fjends herred har fostret, som det er skrevet om ham, så må man alligevel erkende, at hans nærmere forhold til Tårupgård er uoplyste. Vi ved meget om Niels Kaas, om hans tid som kansler, hans forhandlinger med fremmede lande og regeringer o.s.v. Det der interesserer i denne sammenhæng, er langt mindre oplyst. Mogens Kaas er død i 1543, og til Niels kommer hjem fra en udenlandsrejse i 1560, har vi ingen sikker underretning om, hvordan Tårupgård er blevet passet. Måske findes dog lidt af løsningen på en gravsten i Galten kirke. Her kan vi se, at Erik Nielsen Tornekrans skriver sig til Tårupgård, sikkert fordi han bliver gift med Ellen Kaas, der nu nok hedder Eline (søster til Mogens Kaas). Eline eller Ellen dør på Tårupgård i 1559. Man må formode, at hun på en måde har stået for det på gården, indtil Niels kommer hjem – måske først året efter. Omkring 1567 dukker der pludselig et gavebrev (73) op, som giver Niels Kaas kaldsretten til Tårup kirke, men det er underligt, for denne kaldsret har jo hørt til gården fra 1422. Var den tabt i mellemtiden?

Niels Kaas´ historie (74) er aldrig skrevet, og dette er heller ikke stedet. Der skal kun ganske kort opridses nogle data fra hans virke. Efter sin skolegang i Viborg, da han var omkring 14 år, kommer han til København og bor hos den berømte teolog Niels Hemmingsen. Efter 4 års forløb her rejser han til udlandet og er der til omkring 1560. Han var i Wittenberg hos Melanchton og i Løven i Belgien. Forøvrigt var han nær druknet undervejs til Tyskland, for hans båd strandede ved Femern, så han måtte kravle i land. Han studerede også praktisk krigskunst, idet han i 1557 overværede slag mellem den spanske og franske konge.

Hans tjeneste for landet var først som sekretær i kancelliet, fra 1570 konstitueret som og 1573 udnævnt til kongens kansler, og han beholdt dette høje embede til sin død i 1594. Efter Frederik II´s død i 1588 var han medlem af måske nærmest formand for det råd på fire mand, der styrede riget i den unge konges navn. Som kongens højre hånd var han med i alt, hvad der skete på regeringsplan, og han var flere gange sendt til udlandet på forskellige diplomatiske sendelser.

Niels Kaas´ væsen og karakter får man ikke megen indtryk af i alle de officielle og statslige forretninger, som vi hører om. Det er dog meget sjovt at vide, at kongen og han den 16. februar 1584 vædede (75) en tønde vin om, hvorvidt en bestemt polsk mand nu kom i det polske råd inden to år. Jeg ved ikke, hvem der vandt.

Det er næsten rørende, at den unge Chr. IV i sit drejekammer drejede en træskål lod den forsølve og skænkede den til kansleren (76). Derimod virker det lidt hårdt, når kongen i et brev til Peter Bilde i Kalundborg len siger, at hvis han lader to krybskytter ustraffet, så skal du selv hænge, siger Niels Kaas (77). Det var sikkert også ubehageligt for Niels Kaas, at han fik rosen i det ene ben (78).

Det er meget karakteristisk, at alle, der skriver om Niels Kaas, berømmer ham overmåde. Han var kendt over hele Europa og agtet. Bøger er dediceret til ham både herhjemme og i Tyskland, digte er skrevet til hans ære (79).

Hvor meget Niels Kaas har opholdt sig på sit fædrene gods er ikke let at vide, men megen tid har der nok ikke været til det. Han manglede heller ikke bolig. Han rådede over ærkedegnens residens i Roskilde, han ejede et hus på Købmagergade i København, han havde bolig i Sct. Knuds kloster i Odense og han ejede et hus i Kolding, som Kongen havde givet ham. Endnu flere boliger har han nok haft, desuden var han næsten altid sammen med kongen og har nok kunnet få et kammer der også. Alligevel bygger han stort på Tårupgård.

Vi ved ikke, hvor meget jord, der hørte til Tårupgård, da Niels Kaas overtog gården, forøvrigt ved vi heller ikke med sikkerhed, hvor meget der var, da han døde, men han forøgede det. Han ejede det meste af Tårup sogn, måske det hele, da han fik Jordbro mølle i 1587. Med Skovsgård lagt ind under godset i 1579 blev både hovedgårdsjorden og fæstegodset noget større. Desuden ved vi, at han erhvervede eller tilbyttede sig følgende gårde: 4 i Sparkjær, 2 i Vinkel, nemlig Otsgård og Vistrup, 1 gård i Fjends herred, Brendal, 1 i Fly og 9 gårde i Galten, men denne liste kunne sikkert udvides (80).

Niels Kaas var ikke så rig som mange af sine standsfæller, men han blev alligevel en holden mand. Hans interesse synes mere at have været landets styre end godsets mængde. Med ham døde den sidste adelsmand (81), er det blevet sagt. Han døde den 29. juni 1594 kl. 15,30 i København og blev bisat fra domkirken den 28. juli. Den 11. maj 1595 bliver hans kiste nedsat i Viborg domkirke, men er væk efter branden i 1726.

Der findes ikke mindre end 3 trykte ligtaler (82) over ham, de to på latin den tredie på dansk, men mest fortælles der om hans offentlige liv. Kendt er også hans dødsleje, hvor den unge kong Chr. IV kommer til ham og får formaninger og rigets nøgler. Bloch har malet et billede med dette motiv. En spændende skikkelse er han. Det er bare underligt, at der aldrig er en historiker, der har sat sig for at skrive en monografi om ham. Han nævnes naturligvis i alle historiske værker, der handler om den tid, han fungerede, men man mærker tydeligt, at de fleste i virkeligheden ikke ved ret meget om ham, det bliver ofte til almindeligheder. En lidt tør konservativ skikkelse uden de store visioner. Det er det almindelige billede (83). Lad os vente med at udtale dommen over ham, indtil der bliver tid til at få præmisserne opstillet. Det var ham, der kastede glans over Tårupgård, en glans som skinner den dag i dag.